Kommunikationskonsulent med flair for politik

Kan du skære budskaber skarpt, og vil du være med til at arbejde for vækst og udvikling i Danmarks mest erhvervsvenlige område?
Så har vi en spændende nyoprettet stilling til dig.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå af at:

  • draw Understøtte vores erhvervspolitiske arbejde:
    Du hjælper med pressearbejde, debatindlæg og dialoger med politikere og andre interessenter. Du støtter erhvervsdirektøren med at sikre, at erhvervslivets stemme bliver hørt og forstået i politiske sammenhænge.
  • draw Øge Erhvervsrådets synlighed:
    Du arbejder målrettet med at styrke vores tilstedeværelse på digitale platforme og i lokale medier, hvor din opgave særligt er at skabe tekst-indhold til sociale medier, nyhedsbreve og pressemeddelelser, der fremmer vores budskaber, tilbud og visioner.
  • draw Formidle de gode historier:
    Du opsøger og formidler spændende cases fra virksomheder i lokalområdet. Det kræver, at du kan tale med virksomhedsledere, lytte til deres historier og formidle dem, så de inspirerer både medlemmer og omverdenen.
  • draw Planlægge og afvikle events:
    Fra idé til virkelighed – du tiltrækker deltagere til vores arrangementer gennem fængende tekster i et sprog som virksomhederne forstår, og du er også med til at sikre, at selve afviklingen forløber professionelt. Vi er nemlig erhvervslivets mødested.
  • draw Bidrage til fremtidens erhvervsudvikling:
    Sammen med dine kolleger er du med til at udvikle idéer og løsninger, der kan styrke vores erhvervsområde. Du bidrager særligt med den skriftlige kommunikation til præsentationer, projektansøgninger mv., ligesom du kan engagere og spille vores samarbejdspartnere gode med skarp kommunikation.

Om dig:
Du trives i en rolle, hvor du er hands-on på opgaverne, men gør det med udgangspunkt i din strategiske kommunikationsforståelse. Du har en skarp pen og blik for, hvad der interesserer og engagerer lokale virksomheder. Du har en generel og stærk samfundsforståelse og en naturlig interesse for politik. Du er dygtig til mennesker – både når du kommunikerer til dem på skrift, møder dem i virksomheden eller byder dem velkommen til et arrangement.

Du tager initiativ og selvstændigt ansvar for dine arbejdsopgaver og husker at holde dine kolleger med i loopet. Du trives med en forskelligartet hverdag og kan både tale med virksomhedsledere om faglige emner, fange essensen og betydningen for det lokale erhvervsliv af en ny analyse og skrive et fængende LinkedIn-opslag.

Din baggrund kan være mangeartet, f.eks. som journalist, men du kan også på anden måde have opnået din interesse og kompetencer inden for kommunikation, politik og events.

Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor du hurtigt vil mærke et stærkt sammenhold med dine 12
kollegaer. Vi tager os tid til at grine med hinanden og hjælper hinanden i hverdagen, når der er brug for det – også med opgaver, der ligger uden for vores normale faglighed.

Du får et spændende, varierende og fleksibelt job med stor mulighed for at præge stillingen, da den er nyoprettet. Du vil arbejde særligt tæt sammen med vores marketingkoordinator i hvem du får en dygtig kollega, som har styr på de sociale mediers algoritmer, e-mail marketing, grafisk produktion, hjemmeside og meget mere. I vil sammen udgøre vores nye kommunikations- og eventteam.

Du vil få en udpræget grad af frihed til at tilrettelægge opgaveløsningen, og der vil kun i begrænset omfang forekomme aftenarbejde. Du vil få din daglige base på Erhvervsrådets kontor i Innovatorium, hvor du bliver en del af et inspirerende miljø med høj energi og skabertrang.

Vi har en aktiv personaleforening, en god pensions- og sundhedsordning og tilbyder løbende relevant kompetenceudvikling. Stillingen er som udgangspunkt fuldtid, men vi modtager også gerne din ansøgning, hvis du ønsker deltid.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Erhvervs- og udviklingschef Anja Harbo Voller på 2427 0843 eller ahv@erhvervsraadet.dk.

Ansøgningen skal sendes til sk@erhvervsraadet.dk senest søndag d. 2. februar 2025. Forventet tiltrædelse, når du er klar eller senest 1. april 2025.

Om Erhvervsrådet

Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande er virksomhedernes forening og interesseorganisation med mere end 800 lokale medlemsvirksomheder. Vi er områdets største erhvervsnetværk og fungerer som samlingssted for virksomhederne for ny viden, inspiration og stærke relationer. Derudover leverer vi lokal erhvervsservice og tilbyder både etablerede virksomheder og iværksættere vejledning og sparring, så vi sammen kan skabe vækst og udvikling i vores område.

Du kan læse mere om Erhvervsrådet på www.erhvervsraadet.dk.

Download jobopslaget her